Billedkunstner
 Per Just


 


 

Per Just er uddannet på det Jyske Kunstakademi 1970-74 og havde sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1971. Han arbejder hovedsaligt i tematiske serier, der udspringer af forskellige oplevelser og tilstande. Malerierne er udført som traditionelt maleri med akryl på lærred, men ved at beklæde lærrederne med grafiske tryk skaber Per Just en ny stoflighed. Det giver et unikt udtryk, hvor forskellige medier samples i et moderne billedsprog. Med en levende streg fortæller Per Just om sine oplevelser. Genkendelige elementer som et telefonrør, en plante og løst skitserede mennesker blandes med abstrakte former. En sort kvadratisk form trykt på lærredet, skaber rumlighed i et billede, der ellers ville virke fladt. Ekspressive farveklatter, der det ene øjeblik ligner et kranie for kort tid efter at forsvinde ud af synsfeltet, driller øjet. Per Just bevæger sig på grænsen mellem det figurative og det abstrakte og man oplever hans billeder som noget, der hele tiden ændrer sig. Man lægger mærke til nye detaljer og føres længere ind i hans dynamiske og spændende billedverden.